Den brændende platform sætter din organisation i flammer

Katastrofalt pres er ikke en forudsætning for handling. Det er derimod den sikre vej til at få folk til at tænke kortsigtet, løbe uigennemtænkte risici og tænke mere på sig selv, end på at lykkes sammen.

Når man arbejder midt ude i havet, 193 km fra den Skotske kyst i Nordsøen er forskellen mellem problemer og løsninger liv og død. Den 6. juli 1988 blev dagen, hvor katastrofen indtraf og ved et absurd sammentræf af begivenheder ville en person gå over i historien.

I en usikker verden er det ikke brændende platforme, vi mangler. Brændende platforme får dem, som kan hoppe til at forlade dem, mens andre står hjælpeløse tilbage.

Det var Andy Mochan. Han blev vækket af et brag og seks eksplosioner senere står han på kanten af den brændende platform med et frygteligt valg: Bliv og brænd op levende. Det skete for de fleste af hans venner og kollegaer. Eller tag springet fra femten etagers højde ned i det kolde mørke vand fyldt med olie og vragdele fra platformen, og så håbe på, at redningsfolk når frem, inden han inden for de næste 20 minutter ville fryse ihjel.

167 mennesker dør den aften, men Andy Mochan vælger at springe, og det gav ham en fast plads i den mindre lødige del af ledelseslitteraturen, for han bliver synonym med myten om den brændende platform, som en nødvendighed for forandringer.

På det tidspunkt havde ledelseskonsulenten Daryl Conner længe tænkt over et særligt problem: Hvad gør man, når medarbejderne ikke straks gør det, de får besked på?

Det faldt ham ikke ind at, de kunne have gode grunde til at have det, han kalder »modstand mod forandring«. At det slet ikke er forandringen, der er modstand på, men derimod den måde den gennemføres på. At folk føler sig tromlet. At forandringen forventes at blive en forringelse, ikke kun for medarbejderne, men også for de faglige standarder og den kvalitet, man sætter en ære i og skal leve af.

Conner ser det som et praktisk problem, der skal løses. Så da han en helt almindelig dag sætter sig for at se aftenens nyheder, forbavses han af den simple, men kraftfulde løsning, der toner frem på skærmen i Andy Mochans forbrændte skikkelse. Andy fortæller, hvorfor han i modsætning til andre havde valgt at hoppe ud over kanten. At han havde tænkt: »Det var spring eller bliv stegt«. Andy valgte det mindste af to onder. Han sprang.

Og det var præcis essensen i Conners berømte bøger og foredrag om forandringsledelse. At folk vælger det mindst onde. Så hvis vi skal gennemføre en forandring, kan den kun lykkes, hvis det er tydeligt for folk, at det vil være katastrofalt at stå stille.

Misforståelsen om den brændende platform

Som ledelsesrådgiver møder jeg ofte myten om den brændende platform: »Ingen brændende platform, ingen handling«. Men den brændende platform får i bedste fald folk til at tage springet. Også selvom de ikke har kompetencerne til at lykkes med det.

Brugt med tilladelse iflg. Creative Commons - https://www.flickr.com/photos/uscgpress/4541155893Det var det rigtige for Andy, men som en af de andre overlevende sagde: »Det var bare instinkt«.

I vores arbejdsliv, er det første instinkt hos mange at gøre alt for at redde os selv. Når ikke vi kan det, ser vi ikke bare stress og sammenbrud. Vi ser de dygtigste medarbejdere søge andre steder hen.

Dygtige medarbejdere tiltrækkes af det, som virkeligt skaber forandringer: Muligheden for at opleve, at deres indsats lykkes.

Vi bliver dummere når platformen brænder. Samarbejdet blive dårligere. Vi bliver kortsigtede, mindre empatiske og kreative og dårligere til at samarbejde. Det er ufatteligt at det er lykkedes at bilde ledere ind at ild skaber andet end hovedløs handling.

Der var ingen på Piper Alpha, som opfandt nye smarte måder at løse problemerne på, da først eksplosionerne lød. Og som i så mange andre situationer med stort pres, var mange også handlingslammede.

Pres skaber nemlig kun handling for en del af organisationen. Nøjagtigt som hos hjertepatienter, hvor de færreste stopper med at ryge, spiser sundere og motionerer mere til trods for deres læges anbefalinger. Hos mennesker og organisationer er responsen på stort pres ofte benægtelse: Det sker ikke for os. Jo mere skinger og truende tonen bliver, jo flere vil nægte at handle.

Når pres skaber handling kræver det, at vi i forvejen har kompetencer og tro og håb om fremtiden, for vi bliver dummere af det. Vi leverer det, vi kan. Nu. Og handlingerne drejer sig om overlevelse på kort sigt.

I en usikker verden er det ikke brændende platforme, vi mangler. Brændende platforme får dem, som kan hoppe til at forlade dem, mens andre står hjælpeløse tilbage.

Tænk, hvis vi i stedet for at sætte vores organisation i flammer, gør den til et godt sted at arbejde?

Et sted dygtige mennesker søger hen, fordi deres indsats nytter noget.

Hvor vi ikke tror at fejl er katastrofale, men muligheder for at forbedre og lære. Hvor vi bruger vores viden og ikke nøjes med at levere i dag, men også tænker over, hvordan vi kan levere bedre i fremtiden?

4 responses to “Den brændende platform sætter din organisation i flammer

  1. Billedligt er modellen med den brændende olieplatform et glimrende eksempel på nutidens samfund i Danmark. Det danske samfund står i flammer, bogstaveligt talt. Vi har et udueligt Folketing, bestående af 179 sammenbragte børn, der hver især opfører sig som små overforkælede enebørn. At få en sådan Organisation til at fungere som en homogen gruppe er en umulighed. Havde folketinget været et håndbold, fodbold eller ishockey hold, havde de spillet i den nederste Division som bundhold. Sådan har det ikke altid været. I 50erne og helt frem til 80erne var folketinget en velfungerende dynamisk gruppe af provokatører, ledere og socialister. Schlueter regeringen ændrede denne Struktur med ordene “det går ufattligt godt”…en løgn så tyk, at heller ikke befolkningen rigtig troede på det. Tamilsagen sendte som bekendt regeringen i et Dilemma, som med boreplatformen: Skal vi springe – eller blive stående. De blev alle stående og gik op i flammer, for de nægtede at magtmisbrug var blevet en del af statsledelsen og med den katastrofale beslutning, blev denne filosofi Danmarks Mantra. Man anerkendte, at magtmisbrug var en del af folketingets og dermed regeringens våben mod et demokratisk samfund, for samfundet var blevet et demokratur. Borgerne kommer i anden række, magten først og det er katastrofalt for et samfund, hvis grundlov er bygget på retsdemokratiske principper. Hellere brænde op i troen på magtens suverænitet, end at lade det frie demokti råde. DET er det danske samfunds største dilemma i dag. Magtmisbruget, der er blevet et fast integreret værktøj helt op i Højesteret, undergraver det danske samfund, som en ild, der aldrig slukkes og ingen tør tage springet eller opgøret med magtens elite. De borgere der springer ud og gør oprør mod magtens tyrani, bliver brutalt smidt overbord og pressen, der burde være uvildig, bruger eksemplerne på at tjene penge og sælge aviser, i stedet for at forsvare de demokratiske idealer. Den stigende islamisering af samfundet, gør kun problemet ondt værre, for Islam er een af de mest modbydelige, fascistiske filosofier verden nogensinde har set, enddog ondere end nazismen. Så det ser sort du for staten Danmark og for Europa. Modstanden mod stærke mænd, af bare angst for det gamle Tysklands ledere, skyldes den omfattende feminisme, der samtidigt undergraver den naturlige kønsopdelte erkendelse, både privat og på arbejdspaldsen. Man hører ofte: Åhhh, hvis bare kvinderne styrede verden ville alting blive bedre, ingen krige og lutter retfærdighed, sang og bjældeklang. Men den tanke er så ufattelig naiv og forkert, hvilket alle ved, der har været udsat for kvinders bizarre modbydeligheder. Det være sig privat eller på arbejdspladsen. Men ingen kritik uden en løsningsmodel og den er simpel. Gamle Darwin havde fat i noget essentielt. Verden er een stor levende organisme, styret af kræfter, som mennesket har meget lidt indflydelse på. I stedet for at kæmpe mod, skal vi kæmpe med naturen, for dermed at komme i bedre balance med netop naturen. Lad de der ikke vil leve dø, og lad de der ikke vil dø leve, fuldtsændig som eksemplet på boreplatformen……….

  2. Men politikere elsker brændende platforme. De skaber nemlig panik og dermed mulighed for store, synlige armsving, der tiltrækker stemmer. Derfor kan de undertiden finde på selv at sætte ild på. Et eksempel på dette så vi med skolereformen. I et års tid gjorde de alt, hvad de kunne for at tale folkeskolen ned under gulvbrædderne. De gjorde den langt værre end den var; omtalte den som PISA_ bundscorer, selv om den lå på eller eller over gennemsnit. og kaldte den verdens dyreste, selv om den lå på en tiendeplads i OECD’s tabeller, overgået af lande som Sverige, Norge og USA. Og da en international læseundersøgelse viste, at danske fjerdeklasser lå på en delt 5.-plads, tiede de det ihjel. De havde nemlig brug for folkeskolen som en brændende platform, der kunne legitimere deres overfald på lærerne og der efterfølgende, komplet tåbelige skolereform. Det handlede om at vise HANDLEKRAFT i en situation, hvor regeringens opinionstal kun gik en vej, nedad.

  3. Den brændende platform er ikke så interessant som ‘den rustne platform’ som er en markør for den begivenhedsløse krise. Ved den brændende platform er der ingen forsinkende erkendelsesproces. Det er der derimod ved ‘den ruste platform’ hvor tingene lige så stille får lov at bevæge sig fra slemt til værre..

    Lang de fleste virksomhedskriser skyldes udramatisk ledelsessvigt og ikke store teatralske begivenheder. Af samme grund er der i litteraturen en overfokusering på krisekommunikation og underfokusering på early warning.

    Bedste hilsner

    Bernt Bresemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *