Ros gør dig dum – dum, men glad

Det kan være dejligt at få ros – og at give den. Men er det lige så god en idé som selvhjælpsguruer og ledelseskonsulenter bilder os ind i alt fra børneopdragelse til ledelse? Nej, sandheden er, at ros sænker både selvtillid, præstationer og den læring der skaber muligheden for udvikling.

Carol Dweck, som i dag er professor på Stanford University, opdagede allerede i 1999, hvor skadelig ros kan være.

Hendes team af forskere gav 400 femteklasse-elever en simpel IQ-test af små puslespil, der var så tilpas lette, at alle børnene ville klare sig forholdsvis godt. Bagefter roste forskerne hvert barn.
Enten for evnerne: »Wow, du klarede dig rigtig flot!« udbrød de varmt og smilende. »Du fik otte rigtige. Det er en meget høj score. Du må være virkelig klog!« Eller for indsatsen: »Wow, du klarede dig rigtig flot! Du fik otte rigtige. Det er en meget høj score. Du må virkelig have gjort dig umage!«

Det var det.

Én sætning med ros til hvert barn. Med én lille, men helt afgørende forskel. Enten blev barnet rost for evnerne eller for indsatsen.

For at finde ud af, hvordan rosen påvirkede børnene, fortalte man dem, at de skulle testes igen, og at de måtte vælge mellem to opgver: En, der var sværere end den første, men meget lærerig. Og en, der var lige så let som den første.

Hvilken opgave valgte børnene? Af de børn, der var rost for deres indsats, valgte ni ud af ti den svære og lærerige opgave. Af de børn, der var rost for deres evner, valgte færre end fem ud af ti den svære.

Børnene i denne gruppe var bange for at fejle, og de var i tvivl om, hvorvidt de kunne klare det. Det kom an på deres talent. De havde jo fået at vide, at de havde klaret den første opgave, fordi de var kloge.

Men hvad nu, hvis de ikke var kloge nok til den svære?

Børnene, der blev rost for deres indsats, så lige modsat på tingene. De havde fået den tro, at de selv havde indflydelse på resultatet, for det afhang i deres verden af deres indsats.

Efter denne undersøgelse gav forskerne nu alle børnene en opgave til børn i syvende klasse – to år over deres klassetrin. Denne gang fik børnene ikke noget valg. Alle skulle tage testen. Og de fejlede hver og en. Men Dweck og hendes team bemærkede igen en tydelig forskel mellem børnene i de to grupper. De børn, der var blevet rost for deres indsats, regnede med, at de bare ikke havde prøvet hårdt nok. Og selv om de fejlede, sagde mange af dem, at denne test var den sjoveste af alle tre. De børn, der var blevet rost for deres evner, gik ned med flaget. Allerede under testen kæmpede de for at klare sig, svedte og blev kede af det, når de ikke kendte svarene.

Nu fulgte det, der overraskede Carol Dweck mest. Hun og hendes team gav børnene en sidste test. En test af samme sværhedsgrad som den allerførste, børnene havde fået.

Børnene tog testen, og Dweck fik et chok: De børn, der var blevet rost for deres indsats, klarede sig 30 pct. bedre anden gang. De børn, der var blevet rost for deres evner, klarede sig 20 pct. dårligere anden gang. På en test, de allerede havde taget!

Hvis et barn havde haft 70 pct. rigtige i første runde, havde de to forskellige former for ros enten flyttet barnet til 91 pct. rigtige eller til 56 pct. rigtige. Det er forskellen mellem et 10-tal og et 7-tal. Og det var kun én sætnings ros, der gjorde udslaget.

Konklusionen var klar: Ros for vores evner skaber ikke tryghed og ideer til nye måder at kaste sig ud i tingene på.

Gælder det også for voksne mennesker og på arbejde, eller er det kun børn, der er bange for at fejle? Ja, det gør det, for det er et helt grundlæggende menneskeligt vilkår, at vi ikke har gavn af at blive rost for noget, vi ikke kan ændre. Om det er vores intelligens eller udseende er ligegyldigt.

Det væsentlige er nysgerrighed og respekt. At afholde sig fra at være dømmende. Selv ros kan være ubehagelig at modtage, hvis den går på, hvem man er, frem for hvad man har udrettet. Det behøver ikke være så åbenlyst grænseoverskridende som et fysisk kompliment fra en fremmed, men kan også være vurderinger af ens kompetencer eller intelligens. Komplimenten ”hvor er du klog” er vanskelig at tage imod. Både fordi præmissen er uklar, men også fordi vi nu ved, at der er en, der går og vurderer os. Det er vanskeligt at ændre på, om man er klog eller ej, og umuligt at vide, hvad man konkret skal gøre for at blive ved med at have den status i en andens øjne.

Vi har brug for at vide, om vi lever op til forventninger og for at tale om, hvad vi kan gøre for at lykkes. Bliv ved med at sige “godt gået!”, men vis interesse for hvordan resultatet blev opnået i stedet for at konkludere og dømme. Ved at anerkende umage og indsats viser man respekt for det, der skaber læring.

Når man viser interesse, gør man den, man taler med, klogere på, hvad der er sket, og man får ovenikøbet selv muligheden for at lære noget nyt.

One response to “Ros gør dig dum – dum, men glad

  1. Men undersøgelserne viser jo netop ikke, at det er forkert at rose. Den viser blot, at visse former for ros – ros vedr. evner – kan virke skadeligt. Ros for indsats virker jo omvendt virkeligt effektivt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *